torsdag den 23. oktober 2008

Tarzanbanen er færdiggjort




Så er Lyng legeplads færdig og der skal lyde en stor tak til Nikolaj og Kenneth (Danske Legepladser) for et flot stykke arbejde i uge 41 og 42. De har virkelig knoklet med legepladsen og taget det store slæb meget positivt og kreativt. Aktiviteterne på legepladsen er allerede på et højt niveau. Klubbørnene trækker selvfølgelig også ned på den nye legeplads. Der aftales en fordeling af aktiviteterne med SFO'en så der ikke kommer for mange børn på en gang. Legepladsudvalget arbejder stadig på fuld styrke for at rejse penge - Firmaer som føler sig kaldet til at sponsorere kan kontakte: skoleinspektør, Kurt Simonsen.

fredag den 10. oktober 2008

Opfordring til sponsorering af tarzanbanen

Sponsorbrev

Som bekendt har Lyng Skoles skolebestyrelse barslet med et nyt og alternativt legepladsprojekt. Og netop her op til efterårsferien står det første synlige tegn på dette storslåede projekt (hvis vi selv må sige det) klart. Det drejer sig om fase 1 ,en ny inspirerende og udfordrende legeplads for indskolingen og Lyng Skoles SFO.

Vi må selv via netværk og diverse andre veje søge den finansiering der skal til for at projektet bliver til noget.

Lyng Skoles skolebestyrelse og ledelse søger aktivt diverse fonde og puljer for denne vej at opnå økonomisk tilskud til legepladsprojektet …. Men dette tyder ikke på at kunne gøre det alene, da der her er mange om buddet. Her kommer I som forældre ind i billedet.

VI SKAL BRUGE JERES HJÆLP …. VI SKAL BRUGE JERES NETVÆRK.

Vi søger med lys og lygte efter firmaer der kunne tænke sig at være ”sponsor” til vores legepladsprojekt. Det kan være et firma man arbejder for eller måske endda et man er medejer af. Det kan være en virksomhed der har en umiddelbar interesse i Lyng Skole (fx at medarbejdere har børn her) eller blot firmaer der synes at det kunne være interessant med den eksponering og deraf følgende goodwill et sådant ”medejerskab” vil kunne give, for et direkte økonomisk afkast af sponsoratet kan vi jo naturligvis ikke love. Fælles for alle firmaer der sponsorerer projektet er at de eksponeres på Lyng Skoles hjemmeside og i den sponsorfolder, der snart i første oplag vil blive sendt ud til alle virksomheder i Danmark C.
Lyng Skole søger sponsorater i størrelsesordenen 10.000, 20.000 eller måske mere, hvis nogle skulle være så gavmilde. De første sponsorer har allerede meldt sig.
Det drejer sig om:

Michael og Ann Eis, ejere af www.kontorartikler.dk og www.moleskine.dk
Morten Zinther, www.b-schroder.dk
Linnemann Radio og TV, www.linnemann.dk
CYANIT – Ærlig IT , www.cyanit.dk
BMS
Fredericia Shipping, www.fredericiashipping.dk
Davidsen og Partner, http://www.davidsenpartnere.dk
ID - arkitekter (det tidligere Brahe og Partnere), www.idarkitekter.dk

Og her kunne så stå dit firmanavn................

Konto i Sydbank: 7051 1036330.

På vegne af bestyrelsen
Og med håbet om en god modtagelse af dette initiativ
Jakob Arndt

Indvielse af tarzanbanen mandag d.3.11. kl.10.00-12.00

Til alle der er interesseret i at fejre indvielsen af Lyng skoles nye tarzanbane er der indvielse mandag d.3.11. kl.10.00-12.00

Sponsorere o.a. nøglepersoner vil modtage en særlig invitation i løbet af uge 42.

Vi ses til en herlig dag for Lyng-området.

Spredning af sand på tarzanbanen

Kære forældre på Lyng

Da det er gået stærkt med leveringen af faldsand til tarzanbanen er der brug for spredning af faldsandet på underlaget.
De to store bunker ved klubben er kørt ned til tarzanbanen, hvor det mangler at blive spredt endeligt ud.
Kontakt mig på telefon 75 93 33 31 - 25 38 22 22, hvis du giver en hånd med på lørdag kl.10.00

Vi ses

Tommy

torsdag den 9. oktober 2008

Lyng legeplads tager form


Lyng legeplads tager virkelig form i disse dage hvor edderkoppenet med brandstige og rutsjebane rejses.
Desuden er svævebanens fødder støbt i cement. Der kommer sand på fredag.
Håber I har tid til at kigge forbi og nyde det spændende arbejde.

mandag den 6. oktober 2008

Nu bygges der tarzanbane ved SFO'en



Så er der endelig kommet gang i opbygningen af tarzanbanen foran SFO'en.
Forældre har stillet køreplader og gummiged til rådighed ved flytningen af overskudsjord i hjørnet af boldbanen. Dermed er der klargjort til legepladsfirmaet, Leika, som leverer en spændende tarzanbane med rutsjebane, svævebane, balancebomme og edderkoppenet.
Der bygges ugen igennem og alle inviteres til at kigge forbi og følge det store byggeri.
Legepladsen åbnes mere officielt på et senere tidspunkt og det vil der komme præcise oplysninger på inden længe.

Der er brug for sponsorer til legepladsen så hvis du har interesse i at støtte projektet så henvend dig til skoleleder Kurt Simonsen eller skolebestyrelsesformand Tommy Skov

Følg med på bloggen, der sker noget nyt hver dag!